Brystbetaendelse
Nyfødt
Artikel

Brystbetændelse

Mar 14, 2025
2 mins

Brystbetændelse er en betændelsestilstand i brystvævet, som ofte opstår i de første uger efter fødslen, men kan forekomme i hele ammeperioden.

Brystbetændelse er en betændelsestilstand i brystvævet, som ofte opstår i de første uger efter fødslen, men kan forekomme i hele ammeperioden. Tilstanden skyldes typisk, at brystet ikke tømmes tilstrækkeligt, hvilket kan føre til tilstoppede mælkegange og inflammation. I nogle tilfælde kan bakterier trænge ind gennem sår eller revner på brystvorten og forårsage en bakteriel infektion.
 

Symptomer på brystbetændelse

  • Ømhed og smerte i brystet.
  • Hævelse, varme og rødme i et område af brystet.
  • Feber (over 38,5°C).
  • Kulderystelser og influenzalignende symptomer (træthed og ømhed i kroppen).
     

Behandling af brystbetændelse

Friamning og effektiv tømning af brystet:

  • Am ofte, og start på det ømme bryst, da barnet sutter kraftigst i starten.
  • Skift ammestillinger (f.eks. krydsstilling, tvillingestilling eller liggende stilling) for at sikre, at hele brystet tømmes.
     

Kulde og varme

  • Læg kuldeomslag (f.eks. kølende gelépose eller en fugtig kold klud) på det ømme område i 10-20 minutter mellem amninger for at reducere hævelse og lindre smerte.
  • Brug varme kort før amning, f.eks. en varmepude, for at gøre mælken lettere at få ud.
     

Blid massage:

  • Stryg med blide strøg fra det ømme område mod armhulen under eller før amning for at løsne blokeringer.

Smertestillende medicin:

  • Ibuprofen reducerer både smerte og inflammation. Paracetamol kan også bruges til smertelindring.

Hvile og væske:

  • Din krop arbejder på at bekæmpe betændelsen, så sørg for hvile og drik rigeligt med væske.
     

Udmalkning ved behov:

  • Hvis barnet ikke tømmer brystet tilstrækkeligt, kan du supplere med blid håndudmalkning eller en brystpumpe.


Hvornår skal du søge hjælp?

Kontakt din læge, hvis?

  • Symptomerne ikke forbedres inden for 12-24 timer trods effektiv behandling.
  • Feberen stiger, eller symptomerne forværres.