Mangler du inspiration til madlavningen?
Måske har du stået der og lavet næringsrig, god mad, kun for at blive mødt af en lukket lille mund. Men faktum er, at en vis grad af madbesvær er en helt naturlig del af et barns udvikling. Med lidt viden om, hvad der sker, kan det være lettere at håndtere situationen.
En udfordrende periode er helt almindelig
De fleste forældre oplever at deres børn viser en voksende selvstændighed og vilje når de er omkring 1,5 år gamle, nogle tidligere, andre senere. Dette kan give anledning til konflikter omkring maden, men behøver ikke nødvendigvis at betyde, at barnet er kræsent. Selv børn, der tidligere gladeligt har spist alt, kan være tøvende over for noget, de oplever som nyt og ukendt1. For børn, som aldrig har været særlig interesserede i mad, kan denne fase være ekstra tydelig. Som forælder er det let at tænke, at man har gjort noget forkert, men forskning viser, at den primære forklaring på, at børn er kræsne, ligger i generne. Måske var du selv sådan som barn? Nogle børn er simpelthen mere skeptiske over for mad og har brug for en ekstra blid hånd og tålmodighed for at få det bedst mulige resultat.
Smag, duft og konsistens
Den type mad, som børn ofte har sværest ved i den kræsne periode, er gryderetter, gratin og anden blandet mad. Årsagen er, at børn i takt med deres udvikling og øgede selvstændighed skal lære, hvad der er spiseligt og hvad der ikke er - og det er tryggest at kunne se madens bestanddele så tydeligt som muligt. Den mad, der ofte går lettest, er pasta, pandekager, brød, kiks og anden stivelsesholdig mad, der ser ens ud og smager og dufter ens fra gang til gang2. Det er ikke kun madens udseende, smag og duft, der spiller ind, men også konsistensen. Børn har brug for tid til at lære at håndtere forskellige konsistenser i munden. Ekstra sensitive børn kan også tydeligt mærke, om en konsistens adskiller sig fra gang til gang, f.eks. hvis der er ujævnheder i pandekagen, små stykker frugt i yoghurten eller paneringen på fiskepindene er af en anden slags - og finder det svært at håndtere, selvom de rent mundmotorisk har evnerne. En almindelig egenskab hos børn, der ikke spiser så varieret, er en generel følsomhed over for sanseindtryk, som stærke dufte, lys og lyde. Med det in mente er det ikke så underligt, at de bemærker små forskelle i madens smag og tekstur.